Fordi der også findes fantastisk søde og rare ahjummaer

Tog i går til Gwangjang Market for at se på hanbok (en hanbok, flere hanbok? Hanboks? Hanbokker? Hanbokke?). Gwangjang er delt op i to etager: På den første etage ligger alle de almindelige stande med mad og lidt af hvert, og på den anden etage ligger der 200 hanbok- og stofstande side om side. Jeg fór vild. Og så brugte jeg den første halve time på at gå rundt i stort set det samme mønster igen og igen, fordi jeg ikke kunne nosse mig sammen til at spørge om priser og design (når først du får sat gang i en koreansk sælger, kan du ikke stoppe vedkommende igen). På min første runde mødte jeg blandt andre:

• En meget ivrig sælger (der ikke solgte særligt pæne hanboks), som troede, at jeg ville købe stof til at sy et tørklæde med, og derfor satte ild til sin silke og sin polyester, for at vise, at jeg skulle købe hans silke, der ikke brændte væk ved kontakt med ild.
• En dame, der gik rundt til alle sælgerne med sin kaffevogn.
• Et par unge stof-fyre, der stod og sang og dansede til gammel Kpop. Til deres forsvar er stof-afdelingen mega-kedelig, for folk går for det meste til de stande, der er tættest på ind/udgangene. Det er jo en labyrint at finde rundt i.
• En flok mænd, der er “naboer” til hinanden, der sad og hyggesnakkede midt på den i forvejen snævre gang (og som, efter min tredje tur, begyndte at smågrine når jeg kom forbi dem. Igen. Igen. Igen).
• En kvinde, der syntes, at mit hår var flot sat op, og som ville vide, hvem der havde gjort det.

Sidstnævnte faldt jeg i snak med - hun spurgte, hvor jeg kom fra, da det ud fra mit gebrokne koreansk var tydeligt at høre, at jeg ikke var koreaner. Vi snakkede i ti minutter om mit ophold i Korea og om hvordan Danmark er, før jeg gik min næste runde (stadig under den løgn, at jeg ikke kiggede på hanbok, men bare… kiggede. Og hvis du spørger Pyroman-sælgeren, så ventede jeg på min ven), men inden jeg var helt væk, nåede hun lige at råbe 아가씨! (agassi - kaldenavn til unge, ugifte kvinder) og spørge om mit navn.

Og så kom jeg forbi og snakkede med hende igen. Og igen. Og igen. Og så synes jeg næsten, når nu vi havde snakket så meget sammen, at det ville være tarveligt af mig at gå hen til en anden, der muligvis havde lavere priser end hende (som havde sagt, at priserne på hendes hanbok startede ved ca. 280.000 won - 1.400 kr.). Så jeg sagde, at jeg godt ville købe en hanbok af hende, og vi gik straks i gang med at bestemme farverne. Sammen.

Jeg bladrede igennem et lille katalog hun havde liggende, men efter et par sider sagde hun, at resten var design, som ældre havde på. Hun sagde, at det design, jeg havde siddet og kigget på, normalt var det, som brudgommens mor havde på til bryllupper, så det fik vi hurtigt bladret væk fra. I stedet fandt hun en rulle meget fuchsia-farvet stof frem. Det havde et farverigt trane/blomster-mønster på, som hun så godt kunne lide at betegne som “bling-bling”. Til den fandt hun en sart gul og en lyseblå/mint farve frem. Jeg kunne hurtigt se, at det var ved at udvikle sig til en stewardesse-uniform fra Korean Air, så jeg prøvede på at forklare hende, at jeg syntes, at hanboken var lige lovlig lys i farverne. Til det var svaret, at jo lysere, desto bedre, og at det mest var ældre mennesker, der gik rundt i mørke farver. Bum bum.

Undervejs havde hendes mobil ringet en del gange. Hun forklarede mig, at det var fordi, det var hendes fødselsdag. På et tidspunkt midt i silke- og bling-bling-trane-mønster-virvaret sagde hun noget om en gave og nogle penge og noget service. Jeg var ikke helt sikker på om hun mente, at hun havde fået penge i fødselsdagsgave, eller at hun ville forære mig stoffet, og jeg derfor ikke skulle betale for det (hvilket 1) virkede helt usandsynligt og 2) fik mig til at gå lidt i panik, for jeg var lige pludselig i tvivl om, jeg var i gang med at få syet en hanbok eller i gang med at få stof til en hanbok, jeg selv skulle sy).

Da jeg (i samarbejde med hende) havde bestemt mig til en kombination af lysegrøn jakke (der åbenbart er en bryllupshanbok-farve), rød…lig (uden bling-bling) nederdel, lilla bånd og stribede ærmekanter, kom kvindens lillebror (der arbejder i en af de andre bikse) forbi med 53 røde roser (… i tilfælde af, I ikke kan gætte det, så fyldte hun 53). Hun forklarede ham, at jeg var fra Danmark og arbejdede her som volontør, og at hun forærede mig stoffet (det var først her jeg blev 100% klar over, at hun rent faktisk gav mig 1000 kr. eller mere i rabat på min hanbok). Til det svarede hendes forbløffede lillebror, at hun aldrig havde givet ham en hanbok (mændenes dragter hedder også hanbok). I et stykke tid snakkede vi om deres familieforhold (hun har en 26-årig søn i Canada og en 28-årig datter i USA - han har en 22-årig søn, der lige er startet på sin 2-årige værnepligt), men efterhånden blev jeg helt i tvivl om vi var færdige eller ej. Stoffet lå der bare. Lige da jeg skulle til at spørge hende, bad hun mig vente lidt endnu. Der var åbenbart en syerske (… skrædder? Personen, der syr min hanbok), der skulle komme og måle mig. Jeg havde det helt fint med at vente, for så vidste jeg at:

• jeg havde ikke bare siddet der til gene for dem (kunne høre dem snakke om frokost).
• jeg fik min hanbok syet, og at jeg ikke skulle finde en speciel hanbok-systue.

Hanbok-sy-kvinden kom forbi og målte alt hvad der kunne måles, og så gik hun igen. Og så satte jeg mig igen. Og så fortsatte vores samtale. Og så spurgte den søde standejer om jeg ville betale med det samme eller når jeg hentede min hanbok. Og så betalte jeg (50.000 won, 250 kr. - for at få den syet). Og så fortsatte vores samtale. Og så blev jeg i tvivl om jeg egentlig burde rejse mig og gå. Og så rejste de sig og bød mig på frokost (eller… kvinden insisterede med den begrundelse, at det var hendes fødselsdag). Og så spiste vi frokost sammen. Og så gik kvinden tilbage til sin biks lang tid før, at hendes bror og jeg var færdige med at spise. Og så sad vi tilbage i semi-pinlig semi-tavshed. Og så blev vi færdige. Og så fulgte han mig helt hen til betalingsbåsene på Jongno 5-ga Station (i tilfælde af, at jeg var fuldstændig håbløs og ikke anede hvordan jeg skulle tage subwayen). Og så tog jeg hjem.

Åh jææææs.