Late Night with Jimmy Fallon: Lip sync-off mellem Joseph Gordon-Levitt, Stephen Merchant og Jimmy Fallon

Godmorgen.

Crayon Pop - Bar Bar Bar

Fordi vi sluttede mit sidste Korea-ophold af med den altid behagelige og afslappende Gangnam Style, så synes jeg lige, at vi skal indlede dette ophold med en video, som Rådet for Sikker Trafik bør overveje at inkorporere i en ny kampagne. At den indeholder en dans, der minder foruroligende meget om Whac-A-Mole, og outfits, der tager begrebet “sexy” til helt nye højder, er jo bare bonus.

Quadron - Hey Love (Live Acoustic)

Ferie - d. 6. 7. og 8. juni - Jeju (Jungmun, Daepo, Seongsan, Manjanggul, Iho Taewoo og Jeju-si)

D. 6. juni

Vi tog tilbage til Jungmun for at se lava-søjler, men før vi tog på søjle-seeing, brugte vi et par timer i en PC bang (internetcafé) på at pleje vores internetafhængighed til det skønne soundtrack af et par 12-årige drenge (og gutten, der styrede biksen), der ihærdigt prøvede på at synge de kvindelige vokaler til I 돈 Care (ordspil på I don’t care og det koreanske ord for penge, ton).

Efter den fantastisk rørende og intime koncert, tog vi ud og så lavasøjler ved Daepo-kysten. Polygonale søjler af langsomt størknet lava er utroligt spændende at se, men når de så er set, er der heller ikke så meget andet ved dem. Så vi tog aftenbussen til Seongsan på østkysten, hvor vi brugte lidt tid på at finde et sted at campere. Det lykkedes os ikke, så vi gjorde det, enhver ville have gjort: Vi sov på bænkene udenfor ved informationsbygningerne til Seongsan Ilchulbong (også kaldet Sunrise Peak). Jeg ville have givet jer en lærerig beskrivelse af hvad det egentlig er, men kan kun sige, at det er noget med et phreatisk vulkanudbrud, der åbenbart har at gøre med damp, og på engelsk bruger de ordet tuff cone. Jep. Så altså, Seongsan Ilchulbong er et stykke højt og stort natur, som folk ynder at bestige for at se solopgangen.

D. 7. juni

Vågnede op med en milliard (14) myggestik i ansigtet. Kl. 5.30 da munkene slog dagen ind. Gik hele vejen op ad Seongsan Ilchulbong med en 11 kg. tung BS på ryggen. Var ved at dø. Men udsigten var pæn.

Da vi var kommet ned igen og havde spist morgenmad i form af en Dunkin’ Donuts English muffin og en doughnut (som jeg staver det), tog vi ud til Manjanggul Cave, for man kan ikke få nok af lava. Manjanggul er en fantastisk lang og utrolig kold lavagrotte, der på dagen var fyldt med folkeskoleelever og munke. Fantastisk, men ikke mere fantastisk end at vi bagefter tog to timer i PC bang for at se Thunder vinde Western Conference Finals og spille MMORPG. Da abstinenserne havde lagt sig tog vi tilbage nordpå til Iho Taewoo strand, hvor vi camperede sammen med et par enthusiaster. Vi gik i seng kl. 18.30. Living the wild life, åh jæs.

D. 8. juni

Vågnede op kl. 8, ni myggestik rigere. Alle sammen på hænderne (4 af dem på det største led på min højre pegefinger). Super rart og vældig behageligt. Vi tog ind til Jeju-si, hvor vi fik sendt teltet til Seoul for 40 kr. Bagefter tilbragte vi to timer i en PC bang og efterfølgende to timer i Dunkin Donuts fordi de havde godt og tilgængeligt Wi-Fi.

Om aftenen spiste vi svinekød fra sorte grise - en Jeju-specialitet. I restauranten snakkede vi med et koreansk par, der (på en meget høflig måde) var meget interesserede i os, for vi talte et sprog de ikke helt kunne placere. Da vi sagde, vi var fra Danmark, sagde manden med det samme Copenhagen. Four for you, Glen Coco! You go, Glen Coco! Han sagde hverken Holland eller ”en by i Norge”, som jeg tidligere har oplevet folk sige.

Efter vi havde spist os tykke og fede i sort gris, tog vi i jjimjilbang og betalte 2000 won mere fordi vi var udlændinge. Særligt ved denne jjimjilbang: Deres trykbrusere stopper efter 3 sekunder. Jeg talte. Og så er der klistret tynde, solsikkemønstrede skummåtter til gulvet, og man får udleveret ekstra behageligt tøj, men snack-shoppen har dog faktisk kun ca. 5% af det, den påstår, den har. Til gengæld har de en finurlig rengøringsdame, der gør rent, kun iført undertøj. Jeg fandt også ud af hvor nederen et menneske jeg er, når jeg ikke har internetforbindelse. Jeg tænkte faktisk “der findes intet bedre end at redigere billeder til et miks mellem Frank Ocean og soundtracket til det første The Sims-spil (især build- og buy-mode-melodierne)”. Stop mig.

Ferie - d. 4. og 5. juni - Jeju (Jungmun og Seogwipo)

Startede morgenen med at blive jaget ud til receptionen, hvor jeg blev mødt af en kinesisk mand, der gav mig elevatorblikket og sagde, at jeg ikke var ”hende”. Det viste sig, at de ledte efter en kinesisk kvinde, der skulle videre med en af tourbusserne.

Om formiddagen tog vi fra jjimjilbangen med bus. Da vi var halvvejs ved busterminalen gik det op for os, at vi havde glemt teltet. Så vi tog en taxi tilbage fra terminalen til jjimjilbangen og til terminalen igen, hvor jeg igen blev spurgt af en kineser, om jeg var kineser.

Fra terminalen tog vi bussen til Jungmun, der egentlig er et fancy-smancy resort-sted med hoteller som Hyatt, men fordi vi var stærkt påvirkede af den friske luft, valgte vi i stedet at campere. I Sydkorea er der ekstremt strenge camping-regler, så det var ikke muligt for os at campere på stranden. Derfor slog vi os ned imellem nogle træer ved en parkeringsplads. Friluftsliv på højeste plan - I know.

Da vi sonderede terrænet, mødte vi en ældre mand, der arbejdede ved en af de små frugtboder. Han var meget interesseret i vores campingplaner, og prøvede i første omgang at guide os hen på en af toiletbygningerne, fordi der var lovet regn. Da han så, at vi ikke ville sove i toiletbygningen, fik han guidet os ud af træ-området med begrundelsen, at der var mange myg. Og det var der. Så vi sov ved siden af et kæmpe, oplyst skilt, til lyden af travle kameratelefoner.

Vi vågnede kl. 8 og ventede i fire meget lange, meget målrettede timer på at buffeten på en nærliggende restaurant skulle starte. Var færdige med at spise kl. 15. Kunne næsten ikke gå. Overvejede at tage en taxi for at gå en kilometer op ad bakke.

Da vi kom om på den anden side af bakken, fandt vi en taxi, der kørte os til en jjimjilbang under World Cup Stadium i den sydlige by Seogwipo. Der var intet wi-fi, jeg rev mig selv i øjet med min skabsnøgle (don’t ask), og  der var en højtaler-kvinde, der gentagne gange trykkede på ”melodi-knappen” og flere gange sagde ”AH-AH, AH-AH”, hvorefter man kunne høre hende snakke til og skælde ud på sine kolleger. Vi forlod stedet dagen efter, og kiggede os aldrig tilbage.

Ferie - d. 3. juni - Jeju (Hallasan)

Fordi vi hverken var rigtig raske eller kloge, besluttede vi os for at stå op kl. 6 og tage på vandretur. På Hallasan. Koreas højeste bjerg (1.950 m). Der er en lukket vulkan.

Da vi kørte med taxien var alt hvidt af tåge (hvilket altid tyder godt, når man skal ud og befamle naturen) og da vi ankom småregnede det, men efter et kvarters vandring klarede det op. Vi gik ad Seongpanak-ruten (9,6 km), der førte hele vejen forbi en masse pensionister, et observatorium, en ikke-lægehelikopter, små børn der glade og smilende sprintede op til toppen i Usain Bolt-tempo, de klammeste toiletter i Korea, og til sidst op til toppen. 

Jeg vil lade videoen fortælle resten.

Ferie - d. 2. juni - Jeju

Der er få ting mere skræmmende end når syv tour-busser fyldt med jjimjilbang-glade kinesere (eller taiwanesere… eller andre kinesisk-talende folk) stormer ens sovested. Kl. 8 om morgenen. Og alle lægger sig til at sove indtil kl. 10, hvorefter de går i bad, skifter tøj og kører igen.

Vi kom som sagt til Jeju efter en længere færge-dag. Vores jjimjilbang lå ud til Nordkysten (… er der noget der hedder det? Og skal det være med stort forbogstav?) et par minutters gang fra turistattraktionen, Yongduam - en lava-klippe, de koreanske turistbureauer forsøger at bilde folk ind, ligner et dragehoved. Og nej, uanset hvilken vinkel man ser det fra, så ligner det ikke et dragehoved mere end mit snotpapir ligner en enhjørning.

Efter fabeldyrskuet tog vi forbi to markeder, det ene større end det andet. Dongmun-markedet (동문재래시장) er et traditionelt marked, hvor du kan få så godt som alle koreanske madvarer: fisk, grimme fisk, røde chili-blandinger og endnu mere røde chili-blandinger. Det andet marked var så lille og kedeligt (der var en mand, der solgte klip-klapper… det er alt jeg husker), at jeg ikke engang kan huske marked-navnet.

For enden af Dongmun-markedet ligger en plads, hvor der tilfældigvis var en pige-skole, der holdt indsamlings/opvisnings-arrangement. Der var traditionelle trommer, moderne K-Pop-dans og klassisk musik (de stakkels piger har sikkert brugt flere timer af deres liv på at øve violin end de har på at sove). Hvad det lige var, de samlede ind til, fik jeg ikke fat i, men underholdende var det.

Om aftenen udnyttede vi, at vi boede et sted, der bugnede af fiske-restauranter, så vi spiste 1 kg rå fisk - noget af det as is og noget af det i form af en stærk, kold suppe, serveret i en skål lavet af is. Og så var der et monstrum af et indbagt fiske-skelet, hvori der lå andre indbagte… sager.

Tilbage på den nu kineser-frie jjimjilbang prøvede jeg (med tvivlsomt held) at vriste mig fri af en lille pige, som havde set min computer, og som troede, at jeg automatisk stod til hendes tjeneste. Hun ville se Pororo. Jeg havde ikke noget Pororo. Jeg havde knap nok internet-forbindelse. Og på et tidspunkt havde jeg heller ikke min skabsnøgle, men den fik jeg igen af en sur omklædningsrumsdame, der havde fundet den i en bunke af håndklæder. Omklædningsrumsdamer er de bedste.

Ferie - d. 1. juni - Mokpo

Helvedesdagen i punktform:

  • Vågnede op for sent.
  • Spiste morgenmad i busterminalen i Gwangju. Og med morgenmad mener jeg en English muffin fra Dunkin Donuts og en pakke med ti valnødde-kager/æbleskiver.
  • Turen til Mokpo tog kun ca. 50 minutter. Troede den ville tage 1½ time.
  • Var ved færgeterminalen i Mokpo kl. 11.
  • Færgen skulle gå kl. 14. Det blev ændret til 15. Som blev ændret til 16.30.
  • Der var ”jubilæumspris” på billeterne til færgen (der hed Pink Dolphin. Jep), så vi sparede 75 kr.
  • Spiste en hel pakke chokoladekiks.
  • Thunder vinde.
  • Spiste en hel pose cheetos, hurtigere end noget menneske burde.
  • Havde to samtaler i den store telefon på færgen. Med fem minutters mellemrum.
  • Vi skulle have været på Jeju omkring kl. 19.30-20, men vi ankom først kl. 20.40.
  • Tabte og smadrede mit kamera i omklædningsrummet i jjimjilbangen.
  • Fandt den rareste, mest hjælpsomme mand på Jeju. Han havde en tablet og ”Jeg er en klog mand, der muligvis er ingeniør”-briller. Og så var han fra Jeju (hvilket ikke er et givet, når man er i en jjimjilbang på en ferieø). Han hjalp mig med at finde frem til et Canon Service Center (der a) lå i en bygning med et kæmpe Nikon-skilt, b) lå for enden af en skummel bagtrappe og c) ikke kunne hjælpe mig).

Ferie - d. 31. maj - Damyang

Et lille late night insider-kig i kvindernes baderum på Daenamu Land, a.k.a. Toturkammeret, hvor kvinder får spulet hænderne af og teposer så store som møllehjul meget store teposer flyder rundt i badene.

Fordi vi ikke kunne få nok af bambus, tog vi til Jugnokwon - en voldsomt turistet bambus-park med panda-figurer og skrigende børn. Egentlig ikke noget at råbe hurra for - især ikke efter vores lige-ved-og-næsten-VIP-besøg i Daenamugol Theme Park. Men så igen, det var bambus.

På vejen væk derfra mødte vi en dansker! I en rus af overmod havde vi besluttet os for at krydse en flod via en sten-sti, og efter vores paniske ord-udveksling om dårlig motorik og balance, var der en kvinde der vendte sig mod os, og spurgte om vi var danskere. Det viste sig, hun var på Koreatur for adopterede, og det kunne da have været sjovt at snakke lidt mere med hende, hvis det ikke havde været så super-akavet. (“Ej hvor sjovt… vi er alle tre danskere… jep… fedt…”.)

Med masser af overskud og en falsk følelse af masser af penge på kontoen, gik vi i gang med at lede efter en restaurant, der lavede daetongbap (대통밥 - ris, ginkgo-frugter og dadler kogt i bambusrør). Med hjælp fra den lokale oplysning, et okay hjælpsomt turistkort og en mekaniker (don’t ask) fandt vi efter en længere trasketur en restaurant. Daetongbap. Jeg kunne spise det hver dag. Åh jæs.

Billeder fra Damyang kan findes her og her.

Ferie - d. 29. og 30. maj - Boseong og Damyang

Te-buske? Buksbom? Kartoffel, kartoffel.

Vi skulle selvfølgelig også forbi te-plantagen, Daehan Dawon, der ligger i Boseong (udkanten af alle udkanter). Stedet var utroligt flot og utroligt kuperet… and that’s it.

Efter en hyggelig tur til te-plantagen (først i selskab med tre busser teenage-drenge fra en kostskole, senere med to busser energiske folkeskolebørn) tog vi til stranden ved det nærliggende Yulpo, hvor vi overnattede i vores telt (“vi overnattede i Stig" lyder så forkert… teltet forbliver navnløst). Stranden havde ellers internet-rygte som et feriested, og jo, der var da også masser af spisesteder - de havde bare ikke åbent udenfor sæson. Så det blev til to bananer og en kage fra kiosken. Vandet var heller ikke verdens lækreste, men det havde jeg fået at vide på forhånd af mine voksenelever, der vrængede ansigt da jeg fortalte dem, at vi skulle til Yulpo. Vi gik i seng ved otte-tiden,og faldt i søvn til lyden af bølger og fremmede, små-fulde fyre, der kom fra det fine hotel, vi havde slået lejr ved siden af. Næste morgen stod den på flere bananer og en til kage, og så gik turen ellers til Damyang.

Damyang er ekstremt landligt. Jeg tror ikke det er et lille sted som sådan, men når taxi-manden runder prisen af til kundens fordel, så ved man i hvert fald, at man ikke er i Seoul. Vi havde egentlig tænkt os at campere, men vi fandt hurtigt ud af, at der kun findes en campingplads, og den ligger inde i en bambus-park ved navn, Daenamugol Theme Park. Og campingdelen af parken var lukket. Men. Eftersom vi alligevel var kommet derud, gik vi en tur rundt i parken. Og da det var en onsdag uden for feriesæsonen, så var der stort set ingen andre mennesker end os og personalet. Af og til kom der en bil med 2-4 mennesker, men jeg tror max. vi har været 10 mennesker i hele parken (med Info-damen og Gardner-manden) på samme tid.

Vi tog tilbage til Downton Damyang (aka der, hvor der kun er rismarker på den ene side af vejen) til jjimjilbangen, Daenamu Land (eller Bamboo Land, som der stod alle vegne). Daenamu Land havde, skuffende nok, ingen stiger til armgang. Til gengæld havde de højtryksspulere og dysser, som de koreanske kvinder yndede af torturere sig selv med. Vandet gik i en lige linje fra dyssen til kanten af bassinet, og det mindede lidt om de der vogne, politiet bruger, hvis de skal rydde et stort areal af mennesker. Havde ham fra Oceans Eleven (eller Twelve… eller Thirteen) sat sådan nogle dysser op i stedet for laser, så havde ham mestertyven (og ham kineseren) aldrig stjålet noget fra ham. Det er simpelthen for smertefuldt at blive ramt af sådan en stråle. Det var sådan, at Luke Skywalker mistede sin hånd.

Billeder fra Boseong og Yulpo kan findes herher og her.

Billeder fra Damyang kan findes her, her og her.